Om os
Da vi begyndte at producere ladcykler tilbage i 1980’erne, spirede en drøm om at oversvømme de københavnske gader med ladcykler, at få bilerne ud af byen og at få børnene op i ladcyklen. Dengang var der få, der troede på, at vores idé ville blive til noget, tværtimod oplevede vi modstand, da man opfattede ladcyklerne som tunge, de fyldte på cykelstierne, og så var bilen opfundet.
Vi kunne ikke selv forestille os, at vores dengang skrøbelige idé nu nærmer sig virkelighed og langsomt er ved at blive en verdensopspændende trend. I 2010/2011 blev vi hædret med ikon status for dansk design, da Christianiacyklen blev tildelt Dansk Design Centers Klassikerpris. En anerkendelse, som er med til at markere vores idé til en af de mest markante ikoner i den danske cykelkultur.
Siden vores opstart tilbage i 1970’erne, er vi vokset betydeligt, og vi holder stadig fast i de gode værdier. Vi bestræber os altid på at være ærlige og at behandle alle med respekt. Samtidig vægtes en kollektiv og en social ansvarlig arbejdsplads højt. Vi løfter arbejdsbyrden sammen, og vi tager beslutninger i fællesskab. Der arbejdes altid ud fra at producere og at udvikle solide produkter med øje for sikkerhed, kvalitet, holdbarhed og ærlighed. Vi er i konstant søgen på udvikling af vores arbejdsplads og vores produkter, som jævnligt gennemgår opgraderinger og forbedringer.
Selvom vi er nået længere med vores idé, end vi turde håbe på, brænder vi stadig for at fremme denne udvikling, vores arbejdsplads og vores produkter. Vi synes, der er fornuft og god mening i at producere ladcyklen. Den rummer et utal af fordele, og er ikke mindst en bæredygtig transportform, som er med til at fremme gode og sunde værdier.